LET’S CAMP FAMILIEN

Familien Thusgård Poulsen
– camping er en del af os

For os har camping aldrig bare været et arbejde. Det er blevet en livsstil, en fælles passion – og efterhånden også noget, der binder hele vores familie sammen.

Vores campingeventyr begyndte tilbage i 2011, da vi tog springet og købte Toftum Bjerge Camping – i dag Struer Camping. Dengang vidste vi selvfølgelig ikke, hvor rejsen ville føre os hen. Vi vidste bare, at vi havde lyst til at skabe et sted, hvor mennesker kunne holde ferie, sænke skuldrene og nyde tiden sammen.

Ret hurtigt fandt vi ud af, at det bedste ved campinglivet ikke kun er de smukke omgivelser eller livet under åben himmel. Det er menneskerne. De små snakke på pladsen, gensynet med gæster, der kommer igen år efter år, børnene, der finder nye legekammerater – og glæden ved at være med til at skabe rammerne om gode ferieminder.

Og måske var det netop derfor, én campingplads med tiden blev til flere.

I 2019 overtog vi Glyngøre Camping, som vi i dag driver sammen med vores yngste søn, Jakob. Han er samtidig vores pladsmand på tværs af campingpladserne og en af dem, der altid er klar til at give en hånd med, når der er brug for det.

I 2024 kom Himmerland Camping til familien. Her har vores ældste datter, Maja, sammen med sin mand, David, taget campinglivet til sig og står i dag for pladsen.

Og i 2026 begynder endnu et spændende kapitel i vores historie, når Thisted Camping bliver familiens fjerde campingplads.

Her er det vores næstældste datter, Sara, og hendes kæreste, Thomas, der tager imod stafetten. De kender allerede campinglivet rigtig godt og glæder sig til sammen at skabe deres egen hverdag på Thisted Camping – naturligvis med resten af familien lige i nærheden, når der skal bruges en ekstra hånd.

Også vores næstyngste søn, Jeppe, og hans kæreste, Cecilie, har fået smag for livet som selvstændige. De har valgt en lidt anden vej end resten af familien og driver i dag et hotel i Nykøbing Mors. Så selvom det ikke blev en campingplads, faldt æblet alligevel ikke så langt fra stammen.

Det særlige for os er, at alle vores campingpladser ligger omkring Limfjorden. Det er her, vi selv er født og opvokset. Her kender vi naturen, fjorden, byerne og menneskene – og her har vi vores rødder.

Derfor betyder det også noget helt særligt for os at kunne dele området med vores gæster.

I dag er camping blevet et familieprojekt på tværs af generationer. Vi hjælper hinanden, sparrer med hinanden og træder til, når der er brug for det. Hver plads har sit eget liv, sin egen stemning og sine egne mennesker – men bag dem alle står den samme familie og den samme glæde ved at give vores gæster en god ferie.

For os handler camping nemlig først og fremmest om tid sammen.

Tid til familien. Tid til hinanden. Tid til en snak med naboen, en tur langs fjorden, en is i solen eller en stille aften foran campingvognen.

Det er de øjeblikke, vi gerne vil være med til at skabe rammerne omkring.

Så når du besøger en af vores fire campingpladser, håber vi, at du ikke bare føler dig som gæst på en campingplads.

Vi håber, du føler dig velkommen hos familien Thusgård Poulsen.

Vores historie – Henrik og Gitte

Vi hedder Henrik og Gitte, og camping er ikke bare vores arbejde – det er en del af vores liv og vores familiehistorie.

Det hele begyndte en varm sommerdag i 1991. Vi skulle begge starte på den matematiske linje på Struer Gymnasium og endte i samme klasse. Efter to år med Pnyx-fester, klassefester, skolefester – og en lancierdans sammen – fik Henrik endelig lov til at skrive sin 3.-årsopgave på Gittes lillebrors computer. Siden den dag har vi været et fast par.

Henrik blev uddannet tømrer, og Gitte blev grafiker. Vi tog begge vores uddannelser i Randers, men brugte mange af vores weekender og ferier på Venø Kro, som Gittes forældre drev i mere end 25 år. Her lærte vi, hvad service og gæstfrihed betyder – og hvor meget glæde der ligger i at få folk til at føle sig hjemme.

Da læretiden var forbi, flyttede vi hjem til Limfjorden og de skæve træer. Vi blev gift og fik vores fire børn – Maja, Sara, Jeppe og Jakob. Henrik startede sit eget tømrerfirma, og Gitte skiftede reklamebranchen ud med arbejdet på kontoret i firmaet – samtidig med at hun tog sig af børnene.

Men med 18 ansatte og mange lange arbejdsdage så vi hinanden alt for lidt. Vi begyndte at drømme om et liv, hvor vi kunne være mere sammen som familie og skabe noget fælles.

Da vi ad omveje hørte, at campingpladsen lige ved siden af vores sommerhus var til salg, slog vi til. Sådan blev Toftum Bjerge Camping vores nye hjem – og starten på et nyt kapitel. De første år var travle: Henrik arbejdede stadig som tømrer, og Gitte havde et deltidsjob som skolesekretær på en af de lokale skoler, ved siden af titlen som lejrchef. Men langsomt tog campinglivet mere og mere over, og både tømrerarbejdet og skolekontoret blev lagt på hylden.

I 2019 dukkede endnu en mulighed op – Glyngøre Camping. Henrik er iværksætter helt ind til benet og kan ikke lade være med at kaste sig over nye projekter. Egentlig var planen bare at hjælpe pladsen i gang og sælge den videre – men Glyngøre kan noget helt særligt. Naturen, stemningen og fællesskabet fangede os, og i dag er det her, vi bor og lever.

Børnene er næsten fløjet fra reden, men campinglivet fylder stadig alt det, vi elsker: frihed, nærvær, natur og fællesskab.
Vi glæder os til at byde jer velkommen – og dele lidt af vores hverdag og passion med jer.